Mindeord om Jystrup Brugsforening

Den 7.4.2021 ophørte Jystrup Brugsforening som selvstændig forening, efter 136 år. Generalforsamlingen vedtog at fusionere med Hvalsø Brugsforening, stiftet 1915. Jystrup Brugsforenings økonomi var ikke til at fortsætte. Så enten skulle vi lukke Jystrups Brugs indenfor max. 1 år, eller også skulle vi finde en partner. Coop m.fl. anbefaler kraftigt, at brugser i vores situation finder en partner, og gør det i tide, mens der er en butik i drift. Bestyrelsen fandt heldigvis Hvalsø Brugsforening, som gerne ville være med.

Det er svært at vide, hvad de jystrupske grundlæggere af Brugsen fra 1885 ville tænke, hvis de stadig var iblandt os. Ville de tænke, at det var da fantastisk, at butikken stadig er i live? Eller ville de tænke, at foreningen da skulle have levet evigt? Hvad ville de tænke, hvis de så vores nærmeste discount-konkurrenter, og de ændrede indkøbsvaner? Hvis de så det hele billede, tror jeg, de ville tænke: flot klaret, trods alt, butikken lever.

De ekstra mindeord…

Jystrup Brugsforening er en forretning, ikke en selvfølge. At Hvalsø træder til sker naturligvis, fordi de tror på, at Jystrup Brugs har en fremtid. Det er ikke kunstigt åndedræt eller bare en god gerning. Det er op til os i Jystrup at sørge for, at butikken kan leve! En del familier har opdaget, at man faktisk kan have den som sin primære butik, dvs. købe det meste, også store indkøb, lige her hvor vi bor. Det er Brugsen glad for, og håber endnu flere begynder at gøre det. I Ringsted kommune regner man med, at Jystrup er en af de landsbyer, som vil vokse og udvikle sig. Dvs. at i løbet af nogle år får Brugsen flere kunder, og byen vil være en by med butik, skole, kirke, busrute, internet… Så disse MINDEord har nu mindet jer om, at butikken stadig er der. For jer!

Tak til den afgåede bestyrelse og min forgænger for langt, hårdt træk og godt samarbejde.

Stef Kock Mogensen, afgået formand, Jystrup Brugsforening

En kommentar

  1. Flot og et særlig betydningsfuldt skriv om en brugs som har haft stor betydning i mere 100 år for vores lille landsby.
    #We❤️Brugsen

Indsæt din kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.