Alle olie- og gaskunder har nu modtaget det lovpligtige brev fra kommunen, og det er desværre en nedslående besked. Iflg. brevet er der først udsigt til fjernvarme i Jystrup efter 2028 med hjælp fra Kommunen og dermed Ringsted Forsyning. Dog luftes muligheden ved stor interesse.
Det slår vi os ikke ud af i Jystrup!
Vi er en gruppe under Landsbyforeningen, der arbejder intenst på at få denne udsigt til at blive ‘løgn’. Vi har kontakt til andre varmeværker, rådgivere og idemagere, som skal hjælpe os til både at få ideer og muligheder. Vi er ved at søge en pulje i Kommunen, som kan give os midler til ekstern teknisk rådgivning og dermed forhåbentlig bevise, at det kan lade sig gøre ved anden hjælp end Forsyningen!
Vi har behov for DIN hjælp!
Vi er i øjeblikket kun 2, der arbejder intenst på opgaven, men vi vil spørge i området, om der kunne være nogle friske med interesse for fælles fjernvarme i Jystrup og Egemose. Der er allerede et par stykker, der har vist interesse, og vi har tænkt os at holde et opstartsmøde i starten af januar. Du må gerne have interesse i at projektet bliver så meget fælles som muligt, eller have viden om teknikken til fjernvarme, for det kan være det starter med flere små satellitstationer som siden hen samles til noget større. Vi forsøger at holde øje med hvilke projekter der er rundt i landet, og som kan kopieres i Jystrup. Der er også projekter i Jystrup, som vi håber kan bruges til lidt større. Vi kan bare ikke nå det hele med 2 personer i gruppen….
Derfor giv lyd fra dig på post@jystrup.dk eller på sms til 31508181, så kommer du på maillisten til et opstartsmøde.
Vent venligst – lidt endnu…
Samtidig vil vi opfordre de borgere i byen, som overvejer at finde andre løsninger end nuværende, til lige at afvente, at der bliver afholdt nye borgermøder om sagen, hvor der vil blive orienteret om hvad der er sat i værk af undersøgelser. Det kan være vi finder løsninger, du bare ikke kan sige nej til 🙂
Fjernvarme-gruppen
Landsbyforeningen for Jystrup og omegn