Nyt fra Brugsen

Kære jystruppere

Efter en pause er vi klar med nyhedsbreve fra Brugsen igen. Vi vil skrive dem, når vi har relevant nyt, og det har vi nu 🙂

Brugsen får ny uddeler den 1. august. Han hedder Daniel, er 48 år og bor nær Roskilde. Han har stor erfaring med brugsbevægelsen, og vi håber, at I vil tage godt imod ham. Andreas stoppede som uddeler i slutningen af maj. Han valgte efter et sygdomsforløb at finde et job tæt på sin bopæl, så han kan være mere sammen med sin familie.

Over sommeren vil vi opleve udfordringer i butikken, fordi vi mangler en uddeler. Vi håber meget, at I vil bakke godt op om Brugsen alligevel. Det har den brug for. Tallene er nemlig ikke gode nok, men vi tror på, at vi med fælles indsats kan vende udviklingen.

En dagligvarebutik er i høj grad med til at give en stærk landsby – noget alle byens institutioner, foreninger og borgere nyder gavn af. Og jo bedre butikken har det, jo mere kan den give til byen. Sammenhængen er klar. Det ved vi fra andre byer, som visner, når den sidste butik dør. Derfor vores opfordring til sammen at passe godt på Brugsen, for indkøb i butikken er omsorg for vores by.

Fra næste skoleår kører vi et samarbejde med Søholmskolen, hvor børn skal undervises i andelstanken. Det glæder vi os til at fortælle meget mere om i nyhedsbreve og gennem vores trofaste kunde Fru Brugsen, som har lovet at være på pletten. Kender I hende ikke, kan I møde hende på Facebook.

Hvis I har noget på hjerte, kan I kontakte os i butiksrådet på mailadressen hejbrugsen@gmail.com. I næste uge sætter vi også en fysisk postkasse op i butikken til samme formål. Vi sætter pris på alle former for feedback, så skriv endelig. De bedste hilsner fra Brugsens butiksråd: Hanne Gammelby, Per Kronslev, Kathrine Lundsgaard, Stef Kock Mogensen, Katrine Mow, Lisbet Bang Pedersen og Jan Vium

Indsæt din kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.