Jystrup-bogen genudgives

I 2004 udgav Lokalhistorisk Forening bogen ”Lokalhistoriske Vandringer i og omkring Jystrup”. Bogen har været udsolgt i flere år; foreningen har nu fået lavet et genoptryk og bogen er igen til salg. Med en lang række gamle billeder som udgangspunkt føres læseren på vandring gennem Jystrup, Hellehuse og Egemose, og livets gang i det gamle Jystrup beskrives.

Aage Bagger (1918-2010) er bogens forfatter. Bagger var gennem en årrække egnens førende lokalhistoriker og blev kaldt Jystrups Mr. Lokalhistorie; han skrev tekster og artikler og stod for mange foredrag og byvandringer. Denne bog er et udsnit af en lang række artikler, som Bagger leverede til vores sogneblad Højdepunktet.

Aage Bagger (1918-2010)

Dette genoptryk ligger meget tæt op af førsteudgaven; Baggers tekst og sprogbrug er således ikke rettet eller omskrevet. Det nye er et omfattende tillæg af noter, kort, navnelister og navngivne huse, gårde og lokaliteter. Det betyder, at læseren kan orientere sig geografisk, og bogen vil nemmere kunne bruges som en slags historisk guide, når man færdes i Jystrup og omegn.

Bogen præsenteres fredag 3/9-21 kl. 19:00 i ”Stalden”, Jystrup Bygade 14. Herefter er den til salg om lørdagen på foreningens stand på Genåbningsfestivalen og i øvrigt i Dagli’ Brugsen, på Ringsted Museum og hos bestyrelsen.

Lokalhistorisk Forening for Jystrup-Valsølille

Indsæt din kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.