Lad os fejre befrielsen sammen, men hver for sig

Den 4. maj er det 75 år siden, Danmark blev befriet efter Anden Verdenskrig. I år kan vi grundet corona ikke fejre dagen sammen i præstegårdshaven, men lad os alligevel fejre det i fællesskab.

Lokalhistorisk Forening og Landsbyforeningen opfordrer derfor alle til at sætte lys i vinduerne og måske også lys foran vores huse den 4. maj om aftenen. Det er nemlig en smuk og lidt glemt tradition, som symboliserer frihed efter en lang, mørk besættelse.

Mange er blevet vant til at synge med Phillip Faber, så syng gerne videre i hjemmene denne aften. En sang, som traditionelt synges den 4. maj, er ”En lærke letted” af Mads Nielsen.

Tirsdag den 5. maj opfordrer vi også til at flagene hejses i haverne og andre steder. 

Minde-blomster
Den 5. maj lægger Lokalhistorisk Forening blomster ved Grundlovsstenen i Jystrup og ved stenen på Gyldenløveshøj, som er en mindesten over fire modstandsfolk, som mistede livet under besættelsen.

Borgmesteren åbner børnenes kunstudstilling
Brugsen har gang i en kunstkonkurrence for børn. Der er et virtuelt galleri lige nu på Facebook hos Fru Brugsen. Den 4. maj om aftenen åbner den fysiske udstilling i Mejeriet med lys i vinduerne og besøg af borgmester Henrik Hvidesten. Åbningen filmes grundet corona, men selve udstillingen er åben i dagstimerne i en uge derefter. Alle er meget velkomne til at besøge den, og det koster ikke noget. Husk, vær max 10 ad gangen.

Med venlig hilsen

Lokalhistorisk Forening for Jystrup-Valsølille Sogne, Landsbyforeningen for Jystrup & omegn og Dagli’ Brugsen.

Indsæt din kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.