Åbent brev til Børnecenterchefen i Ringsted Kommune
Kære Sune Thor Olsen
Vi har gennem nogen tid set et pres på Børnenes hus i Jystrup, hvilket har bevirket, at forældre med små børn søger til f.eks. Vigersted eller Kværkeby, hvor der tilsyneladende er pladser.
De sidste prognoser for de næste år viser, at vi kan forudse en øget tilgang af børn i Jystrup og et fald i Vigersted. Umiddelbart kunne det se fornuftigt ud, at forældrene blot kører deres børn frem og tilbage hver dag, men den rigtige løsning må være at have pladserne hvor børnene bor og har deres familie og legekammerater. Hvis børnene først finder sig til rette i Vigersted for senere at starte i 1. klasse i Jystrup og igen skal skifte i 7. klasse, da har vi en uheldig situation.
Vi har i Landsbyforeningen overvejet muligheden for etablering af en skovbørnehave her i Jystrup. Vi er overbeviste om, at forældrene her i området er meget glade for naturen og meget gerne ser en skovbørnehave lokalt.
Vi har nogle mere konkrete forslag og vil meget gerne i dialog med Ringsted kommune om dette spørgsmål. Vi ser meget gerne et møde med Børnecenteret, Børnenes hus i Jystrup og Søholmskolen – er det en mulighed?
Vi ser frem til at høre fra dig.
NB: Vi lægger brevet op på Jystrup.dk for at inddrage borgerne i Jystrup.
Venlig hilsen
Landsbyforeningen for Jystrup og Omegn