Jeg sidder og læser i gamle maskinskrevne noter fra Landsbyforeningens tilblivelse den 21. september 1970 – hvad skete der dengang?
5 gode Jystrup-borgere etablerede vores forening i en tid, der var præget af store omvæltninger i Europa og også i København. Ord som speltgrød, fuldskæg og fællesspisning var fremme – måske ser vi det igen i dag.
Fremskridtpartiet, atomkraftdebat og EF var andre ord. Jeg selv boede i kollektiv i København og så uroen på Nørrebro på nærmeste hold.

Måske var uroen ikke at se her i Jystrup – langt fra København, men spørgsmålene ses i programmet for den første sæson:
- Torsdag den 1. oktober 1970: Hvordan trives vi i storkommunen?
- Fredag den 16. oktober: Høstgilde for hele familien
- Onsdag den 18. november: Diskussion om fællesmarkedet
- Torsdag den 10. december: Julestue m. Sct. Bendt kirkes pigekor
- Torsdag den 21. januar: Hvad er vi fælles om? (naboskab og fællesskab v. overlærer Johs. Holm Johansen)
- Torsdag den 25. februar: Mød en ung aktivist fra København
I øvrigt blev foreningens kontingent dengang fastsat til kr. 20 årligt for en hel familie og 10 kr. for enlige.
Det betyder, at det næste år er 50 år siden, at Ritta Ahm, Ellen Andersen, Helga Gyldenkærne, Svend Ole Andersen og Pastor Poul Pedersen m. fl. stiftede Jystrup-Valsølilleegnens Borgerforening.
Med andre ord har vi 50 års jubilæum næste år.
Har du forslag til jubilæums-aktiviteter, hører vi meget gerne fra dig!
Indsæt dine forslag nedenfor i kommentar-feltet.
Venlig hilsen Landsbyforeningen for Jystrup og Omegn
Torben Justesen